Cosplay Is Not Consent

Retningslinjer for at sikre Copenhagen Gaming Week er et sikkert sted for alle – også dem i cosplay

Vi glæder os til at fejre den spændende verden af cosplay til Copenhagen Gaming Week. Det er en elsket hobby, der også giver fans en mulighed for at bringe deres favorit videospilskarakter til live. Cosplayere bringer også et fantastisk visuelt element og atmosfære med sig, og hvis du spørger dem pænt, vil de højst sandsynligt elske at hjælpe dig med at få taget et fantastisk billede af deres kostumer.

Det er dog vigtigt at cosplay ikke betyder samtykke. Fordi nogen kan ligne en fiktiv karakter, er det ikke ens betydende med, at de skal behandles som en. Cosplayere er mennesker, så behandl dem som enhver anden person – med respekt.

For at skabe et sikkert og behageligt miljø for alle deltagere til Copenhagen Gaming Week, har vi etableret et sæt retningslinjer til alle deltagere.

1. Respektér personlige grænser:

Når du interagerer med cosplayere, er det vigtigt at du altid respekterer deres personlige grænser. Husk at deres kostumer ikke er en invitation til fysisk kontakt eller påtrængende adfærd. Undgå at røre en cosplayer eller deres rekvisitter uden at få deres tilladelse først.

2. Spørg om tilladelse inden du fotograferer:

Cosplayere investerer enorme mængder af tid og kræfter i deres mange kostumer, og mange af dem er mere end glade for at få taget deres billede – også med dig. Men husk altid at spørge om lov, før du fotograferer eller filmer en cosplayer, hvis de ikke er i en situation hvor de ved at dette vil ske – såsom på en scene, eller i en parade. Respektér deres beslutning hvis de afslår eller beder om noget specifikt, såsom at posere på en bestemt måde.

3. Tal og opfør dig ordentligt:

Vi skal alle være med til at skabe en respektfuld og rar atmosfære, hvilket også indebærer at tale ordentligt og afstå fra at komme med stødende eller nedsættende kommentarer. Behandl cosplayerne – og alle andre deltagere – med venlighed og respekt, samt forståelse for folks passion og kreativitet. Vi er her alle sammen for at fejre det vi holder af.

4. Rapportér chikane eller upassende adfærd:

Hvis du er vidne til, eller oplever nogen form for, chikane, upassende opførsel eller grænseoverskridende adfærd, bedes du straks melde det til event- eller sikkerhedspersonalet. Det er vores prioritet at sikre et sikkert miljø for alle deltagere, og vi har brug for jeres indberetninger for at kunne løse eventuelle problemer hurtigt og effektivt.

5. Vær opmærksom på de generelle regler på venue:

Udover ovenstående retningslinjer for cosplay, skal du til enhver tid overholde arrangementets generelle regler og bestemmelser. Disse kan omfatte restriktioner for kostumer, rekvisitter eller adfærd i visse områder. Respektér disse regler for at gøre Copenhagen Gaming Week til en behagelig oplevelse for alle.